Klimafakta                                                                                                                        Tilbage til Forsiden

 

Centrale sårbarheder og UNFCCC’s artikel 2, emne 5

UNFCCC’s vurderingsrapport, artikel 2, fremfører fem grunde til bekymring og kan anvendes til at bedømme centrale sårbarheder (der omfatter evnen til at tilpasse sig indvirkninger). Centrale sårbarheder overfor klimaforandringer kan være knyttet til mange klimafølsomme systemer, herunder bl.a.: fødevareforsyning, infrastruktur, folkesundhed, vandressourcer, kystsystemer, økosystemer, globale biogeokemiske kredsløb, isdækker samt tilstande for cirkulation i farvandene og atmosfæren.

Fem grunde til bekymring

1.     Risici for unikke og truede systemer: Der er øget risiko for udslettelse af en række plante- og dyrearter ved stigning i den globale gennemsnitstemperatur på 1-2 °C over 1990-niveauet (ca. 1,5-2,5 °C over før-industriel niveau). Stigninger i havenes overfladetemperatur på mellem 1 og 3 °C forventes at medføre hyppigere forekomster af koralblegning og udbredt dødelighed, idet koraller er sårbare over for termisk påvirkning og har lav tilpasningsevne. Det forventes, at oprindelige samfund i Arktis og mindre øsamfund vil opleve stigende sårbarhed over for opvarmning.

2.     Risici for ekstreme vejrbegivenheder: Der er øget risici for hyppigere forekomster af tørker, hedebølger og oversvømmelser samt for disses skadelige virkninger.

3.     Fordeling af indvirkninger og sårbarheder: Der er meget store forskelle mellem regioner og befolkningsgrupper. Områder og befolkningsgrupper på lavere breddegrader og mindre udviklede områder er generelt i større fare, fx i tørre områder og megadeltaer. Det er således befolkningerne i de fattigste områder i verdenen, der allerede nu er hårdt ramt af sult, mangel på rent drikkevand, sygdomme samt tørke eller oversvømmelser, der oftest bliver hårdest ramt af klimaændringer. Særligt sårbare befolkningsgrupper er bl.a. fattige og ældre mennesker – hvilket dog ikke kun gælder for udviklingslandende, men også for industrilandene.

4.     Akkumulerede virkninger: Visse på kort sigt positive virkninger som følge af små klimaændringer afløses hurtigt af negative virkninger. Nettoomkostninger ved indvirkningerne fra forøget opvarmning forventes at stige med tiden.

5.     Risici for særegenheder i stor målestok: Global opvarmning gennem mange århundreder kan føre til vandstandsstigninger i verdenshavene, der er meget større end dem, der er observeret hidtil – med tab af kystområder og andre følgevirkninger som konsekvens. Derudover kan afsmeltning af isdække fra Grønland og Antarktis være større end forudsagt af isdækkemodeller, hvilket vil bidrage yderligere til vandstandsstigningen – og dette kan måske hænde inden for en tidshorisont, der måles i århundreder. Det skyldes, at isdynamiske processer, der er set i observationer for nylig, men som ikke er medtaget fuldt ud i de isdækkemodeller, der blev vurderet i AR4, kunne øge den hastighed, hvormed istabet finder sted.

Der er stor sikkerhed for, at hverken tilpasning eller modvirkning alene kan opveje samtlige konsekvenser som følge af klimaændringer. De kan imidlertid supplere hinanden og tilsammen reducere risiciene i forbindelse med klimaændring betydeligt.

Både på kort og længere sigt er tilpasning nødvendig for at modvirke følgerne af den globale opvarmning. Der er imidlertid hindringer, begrænsninger og omkostninger, der dog på nuværende tidspunkt ikke forstås fuldt ud. Det er sandsynligt, at klimaændringer, der ikke modvirkes, på langt sigt vil overstige naturlige, styrede og menneskeskabte systemers tilpasningsevne. Det tidspunkt, hvor denne grænse nås, vil være forskelligt for forskellige sektorer og regioner. Ved hjælp af tidlige modvirkningstiltag kunne yderligere fiksering af CO2-intensiv infrastruktur undgås, hvilket ville reducere klimaændringerne og deraf følgende behov for tilpasning.

Mange konsekvenser kan reduceres, udsættes eller undgås ved hjælp af modvirkning. Således vil tiltag og investeringer i modvirkning gennem de næste 20-30 år få stor betydning for muligheden for at opnå lavere stabiliseringsniveauer. Hvis udledningsreduktionerne derimod bliver forsinkede, vil mulighederne for at opnå lavere stabiliseringsniveauer blive begrænset i betydelig grad, hvormed risikoen for mere alvorlige følger af klimaændringerne forøges.

Vandstandsstigning i verdenshavene er uundgåeligt i forbindelse med opvarmning. Vandet vil fortsætte med at udvide sig i mange hundrede år, efter at koncentrationerne af drivhusgasser har stabiliseret sig, hvilket vil forårsage en langt større vandstandsstigning i havene end forventet for det 21. århundrede. I sidste ende kunne bidragene fra Grønlands isdække blive adskillige meter – og større end fra varmeudvidelse – hvis en opvarmning på mere end 1,9-4,6 °C over niveauet fra før industrialiseringen fortsætter gennem mange århundreder.

                                                              Forrige side Næste side